Halfdan Rasmussen

I går sprang alting ud, som Gud bestemte.
I dag sprang jomfru Olsen ud fra femte.
Men da en sanger stod og kvad om våren,
fortrød hun springet før hun ramte gården.
Og da hun syntes godt om hans tenor,
lod hun sig gribe af hans skønne ord.

----0----

Dagen er broget og natten er tåget og livet det er noget underligt noget.
Om fem tusind år skal en slyngel få ram på en sød lille pige, der rødmer af skam.
Hvor er det dog trist, at jeg ikke er ham !

----0----

Jeg fandt en sang på vejen,
en lille hjemløs en
med store runde øjne
og to små trætte ben.
Den sad og var bedrøvet
og græd sig helt itu,
for ingen havde prøvet
at synge den endnu.

----0----

Der er nok, der går og sysler
med at sprænge kloden væk
jeg vil ikke ha' skærmydsler
og kanoner bag min hæk
mens de andre går og sveder
for at gi' hinanden lak
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

----0---- 

En soldat er en forhenværende civilist, der uddannes til at optræde uciviliseret for at bevare civilisationen.

----o----

Gåsen åd en møtrik
og syntes det var herligt,
men da ægget skulle ud,
da var det lidt besværligt.
Lægge æg er ikke sjovt,
når måsen knap har skind på,
men endnu værre er det dog,
når ægget har gevind på!

----0----

Lev i dag så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mer' end en. Den som skænker livet sine drømme Skal forlade jorden rig og ren.

----0----

At leve er at famle, i mørke blind og stum, at sprænge eller samle, et eget verdensrum, at vække det, der sover, og gøre tanken fri, at se en himmel over, hver drøm man lever i.

----0----

 
At lære er at ville
befri sin ensomhed,
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider
som tegn mod hånd og mund.

At lære er at bøje
sig over livet selv
og fylde sind og øje
med tankens himmelhvælv,
at undres og betages,
når livet kommer nær,
at møde, når det dages,
en større sandhed der.

At lære er at famle
i mørket, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.

Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden svær,
først da vil drømmen være
den største tanke nær.


----0----

Halfdans ABC

Ane lagde anemoner
I kanonen på Trekroner.
Ved det allerførste skud
Sprang Anes anemoner ud!

Bennys Bukser brændte.
Børge råbte åh!
Børge havde nemlig
Bennys bukser på.

Citroner er sure og gule.
Cigarer er fulde af røg.
Charlotte er cyklet til Thule
Med to kasser øl og et løg,
Så hun har nok tabt sig en smule.

----0----

Jeg skriver sjove digte, jeg skriver osse triste - de første læser andre folk - selv læser jeg de sidste.

----0----




Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Helle Schmidt | Svar 12.08.2011 22.23

Er dagen grå og alt går dig på ? Læs lidt af Halfdans visdom og jeg garanterer, smilet vil lure om din mund

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.05 | 20:50

Der er nu noget ved livet - som man ikke finder andre steder! Citat Storm P.
Søs

...
10.05 | 21:58

Hellere lille end høj.

...
08.05 | 21:14

At forstå en kvinde, er som at gå i krig uden våben.

...
05.05 | 12:26

Hej Mette.
Har sendt dig mail med link
Bedste hilsen Sanne

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE